Skottehvalpe hos kennel Ambrosius
Hos Kennel Ambrosius gør vi meget ud af, at vores skottehvalpe får en god start, så de kan blive trygge og harmoniske familiehunde. Grundlaget for en hunds personlighed bliver lagt i løbet af de første 12 uger af dens liv. Derfor er det vigtigt med ro, fred og faste rutiner, så den kan føle sig tryg; men også, at den tidligt stifter bekendskab med nogle af de ting, den vil møde senere i livet.
Prægning og socialisering
Vore hvalpe er allesammen meget i hænder, lige fra de bliver født, så de vænner sig til at blive håndteret. De første par uger af deres liv, bor de i vores soveværelse sammen med deres mor, men så snart de er klar til det, rykker de med ind i stuen. Der kan de vænne sig til lydene fra støvsugeren, fjernsynet, stereoanlægget og alle de andre ting, der hører med til en almindelig husholdning.
Oplevelser
Når de er gamle nok (og vejret er til det), får hvalpene lov til at komme ud i haven og lege med de andre skotter. De lærer også at gå med halsbånd og prøver at gå i snor. De hilser på naboens børn, bliver præsenteret for trafikken ude på vejen og prøver at køre i bil. Deres kommende familier får lov til at komme på besøg, når hvalpene er omkring 3-4 uger gamle. Vi ser helst, at besøgene gentages så mange gange, som muligt, inden hvalpene skal hjemmefra, så de får tid til at lære deres nye mennesker at kende.
Den rigtige hvalp til den rigtige familie
Hos Kennel Ambrosius sælger vi kun vores hvalpe som familiehunde - og vi gør meget ud af, at finde den helt rigtige familie til hver hvalp. Hvalpens psyke og temperament skal gerne passe ind i familens dynamik, så oplevelsen bliver en succes for alle parter. Hvis du mener, at en skottehvalp fra Kennel Ambrosius er noget for dig, er du velkommen til at kontakte os.
|